Blæk og skriveredskaber

Alle informationer er hentet på Gyldendal DEN STORE DANSKE.

Omhandler historik om : Historie- Fjerpen-Blæk-Skriveredskaber-Pen-Stålpen-Kuglepen-Blyant-Fyldepen-Griffel-Filtpen-Radervand-Tusch-Tuschpen-

Historie
I middelalderen brugte man bl.a. pensler til skrivning og tegning. På latin hedder en fin pensel penicillus ‘en meget lille hale’, og deraf kommer både pensel og det engelske ord for blyant, pencil. I renæssancen tildannedes bly-tin-legeringer som skrivestifter, og bl.a. Albrecht Dürer gjorde brug af sådanne. I 1554 opdagedes i Borrowdale, Cumberland, England, en usædvanlig ren grafitforekomst. Ved brydning og mekanisk deling fremstillede man grafitstifter egnet til tegning og skrivning. Man anså grafitten for at være en form for bly.
Den egentlige blyant blev opfundet af franskmanden Nicolas J. Conté (1755-1805), der i 1795 patenterede en proces, der i det væsentlige er den, der bruges i dag. Joseph Hardtmuth (1758-1816) i Wien (Koh-I-Noor), Kasper Faber (d. 1784) i Nürnberg og Eberhard Faber (1822-79) i New York forbedrede processerne, og de af dem oprettede firmaer eksisterer endnu.
Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Fabritius Buchwald: blyant i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48583

fjerpen
Oprindelig forfatter EL Seneste forfatter Redaktionen
fjerpen, skriveredskab af fjer, ofte fra gæs; specielt de fem ydre vingefjer var velegnede, og især fjerene fra venstre vinge, som har en krumning, der passer til højrehåndede. Fjeren blev skåret til med en spids, som blev spaltet i to dele. Pennen var det vigtigste skriveredskab fra 500-t. til midten af 1800-t., da stålpennen vandt indpas. Siden middelalderen har der eksisteret vejledninger i fremstilling af fjerpenne.
Blue Billywig Video PlayerReferér til denne tekst ved at skrive:Estrid Liljedahl: fjerpen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76615

blæk
Oprindelig forfatter Bos Seneste forfatter Redaktionen
blæk, farvet væske, der benyttes til skrivning og tegning; kendt siden ca. 2600 f.Kr.
I oldtiden benyttede man i Egypten og Kina såvel sort som rødt blæk. Det sortes farvestof var lampesod (carbon), og det rødes var rust. Disse farvestoffer er næsten uforgængelige, og skrifttegnene på de gamle dokumenter er derfor fortsat læselige. Senere tider bragte anvendelse af andre permanente mineralfarver, fx cinnober og mønje.
Ved fremstilling af blæk tilsættes et fortykkelsesmiddel (fx gummi arabicum) for at undgå, at skriften flyder ud under skrivningen; endvidere tilsættes et klæbemiddel for at få blækket til at sidde fast på papiret.
Ordet blæk kommer af oldengelsk blæc ’sort’.
Jern-gallus-blæk kendes fra oldtiden, men blev især udbredt i middelalderen. Udtræk fra galæbler og andet garvesyre- og gallussyreholdigt materiale blandes med jernvitriol (jern(II)sulfat). Væsken er til at begynde med kun svagt farvet. Når den udsættes for luftens ilt, omdannes (oxideres) jern (II) til jern(III). Skriver man på papir, vil jern(III) bindes til papirets cellulosemolekyler, og samtidig vil jern(III) med fenolgrupperne i garve- og gallussyre danne mørkeblå, næsten sorte forbindelser. De dannede komplekse jernforbindelser er meget stabile over for påvirkninger fra luft og lys. Fyldepenneblæk er i almindelighed en blanding af jern-gallus-blæk (for at sikre holdbarheden) og syntetiske farvestoffer (for at give attraktive farver). Skrift udført med fyldepen bliver mørkere med tiden. Kuglepenneblæk er farvet med forskellige syntetiske farvestoffer; opskrifterne bevares ofte som fabrikshemmeligheder.
Det blæk, som offentlige dokumenter (ministerial-, ting-, rets- og regnskabsbøger) tidligere skulle udfærdiges med, var blæk af jern-gallus-typen og skulle godkendes af Statsprøveanstalten. Nu må visse filt- og kuglepenne anvendes, da leverancerne af “dokumentblæk” er ophørt. Disse skal fortsat godkendes af Statens Indkøb. Problemet er ikke så stort længere efter indførelse af it; ministerialbøgerne skal dog stadig føres med en godkendt blæktype, idet der skal være sikkerhed for, at grundregistreringen er i orden.
Mærkeblæk skal kunne holde til vaskemaskinernes behandling. Der skrives eller trykkes med en opløsning af sølvnitrat, som ved opvarmning udskiller sølvoxid som et sort farvestof.
Usynligt eller sympatetisk blæk er blæk, der først bliver synligt ved efterbehandling. Skriver man fx med løgsaft, vil skriften først kunne ses ved opvarmning af papiret. Skrives med en opløsning af gult blodludsalt, kan skriften fremkaldes med et jern(III)salt, der fører til dannelsen af berlinerblåt. Cobalt(II)klorid, der opløst i vand er svagt lyserødt, bliver blåt ved opvarmning. Bly(II)nitrat er farveløst; med gassen hydrogensulfid (svovlbrinte) dannes bly(II)sulfid, der er sort.
Tusch er i sin oprindelige form identisk med oldtidens sorte blæk; tusch sælges i alle farver under anvendelse af et stort antal syntetiske farvestoffer.
Ole Bostrup: blæk i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48606

skriveredskaber
Oprindelig forfatter ASmi Seneste forfatter Redaktionen
skriveredskaber, redskaber, som anvendes til at afsætte skrifttegn med enten ved at lave mærker i et blødt materiale (fx voks) eller ved at afgive en farvet substans på fx papir.
I antikken var griflen og fjerpennen udbredt, ligesom pensler tidlig har været anvendt til at skrive med.
Blyanten og stålpennen blev udbredt i 1800-t. Stålpennen blev sidst i 1800-t. afløst af fyldepennen, der selv blev udkonkurreret af kuglepennen i midten af 1900-t.Anders Smith: skriveredskaber i Den Store Danske, Gyldendal.
http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160538

pen
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
pen, skriveredskab, som indeholder blæk, der afgives, når pennens spids føres hen over papiret. Fra oldtiden til midten af 1800-t. anvendtes næsten udelukkende fjerpenne, tilskårne svingfjer fra især gæs.
Ordet pen kommer af latin penna ‘fjer, fjerpen’.
Afløserne var først stålpenne, derefter fyldepenne (fra 1884), kuglepenne (fra 1940’erne) og filtpenne (fra 1950’erne).
Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen: pen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=140169

stålpen
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
stålpen, skriveredskab, som i midten af 1800-t. afløste fjerpenne. Stålpennen er selve skrivehovedet, der sættes i et penneskaft. En stålpen angribes af blækkets syreindhold og af slid og har derfor en kort levetid.
Stålpennen blev i 1940’erne udkonkurreret af kuglepennen

kuglepen
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen

© John Fowlie Kuglepen. Principtegning.
kuglepen, skriveredskab, hvor blæk overføres fra reservoiret til papiret via en lille bevægelig kugle, der hviler i et leje med et snævert gab mellem kugle og leje.
En kuglepen er en kompliceret konstruktion; ungareren László József Biró (1900-85), der er hovedansvarlig for udviklingen, havde 700 patenter. Om end tanken er gammel, var det først i 1940’erne, at kuglepenne kom i masseproduktion i USA. I Europa var det franske firma BIC meget aktivt i forbindelse med udbredelsen. Kuglepenne er billige og fortrængte næsten helt fyldepenne og til en vis grad blyanter.
Blækket drives ud enten ved kapillarkræfter (i så fald kan kuglepennen kun skrive, når den holdes med spidsen nedad) eller ved drivgas i reservoiret, som kan være udskifteligt. Blækket kan være pastaagtigt eller vandigt. I sidste tilfælde er der i reservoiret en tampon af absorptionsmateriale, som består af fibre af celluloseacetat eller polyester.
H.J. Styhr Petersen: kuglepen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111929

blyant
Oprindelig forfatter VFB Seneste forfatter Redaktionen
blyant, skriveredskab bestående af en hærdet ler-grafit-stift støttet af et træhylster eller et metalhylster (skrueblyant). Skriveevnen skyldes grafittens afsmittende egenskaber. Blyantsstregens sværtning beror på antallet af små grafitpartikler, der afsættes. Partiklerne er lige sorte, hvad enten blyanten er blød eller hård. Papirets kvalitet og overflade (glittet eller uglittet) samt luftens fugtighed betyder meget for skriveresultatet.
Ordet blyant er en forkortelse af blyertspen, af blyerts ‘blymalm, grafit’; endelsen -ant måske fra fransk med betydn. ‘én, der gør noget’.
Ved fremstillingen formales syntetisk grafit til kornstørrelser omkring 0,001 mm og blandes med plastisk ler. Blandingsforholdet bestemmer blyantens hårdhed; meget hårde blyanter indeholder kun 20 % grafit, meget bløde op imod 90 %. Ler-grafit-blandingen presses gennem slidstærke korundmatricer ud i endeløse strenge, som opdeles i blyantslængder og tørres. Stifterne, de såkaldte miner, pakkes i lufttætte kasser og glødes ved 1000-1200 °C. Efter glødningen kan stifternes skriveegenskaber forbedres med voks o.l.
Som blyantstræ er ceder-, linde-, aspe-, ahorn- og fyrretræ blevet anvendt. Bedst egnet er veddet af et enebærtræ fra Nordamerika (Juniperus virginiana) eller af det vestamerikanske cedertræ (Libocedrus decurrens). Begge er lette og har en behagelig aromatisk lugt. Træet høvles på specialmaskiner til små brædder af en blyants længde og 6-12 blyanters bredde. Der fræses spor til ilæggelse af minerne, og brædderne samles med lim og tørres under pres. Derpå høvles de rene og deles i råblyanter, som videreforarbejdes til den endelige form (sekskantede, runde, ovale) og påføres farve og mærkning.
To forskellige hårdhedsskalaer er i brug. Den ene retter sig mod de almindelige kontor- og skoleblyanter og omfatter graderne 1 (blødest), 2, 21/2, 3 og 4. Den anden retter sig mod kunstnere og teknikere og omfatter graderne 6B (blødest)-2B, B, HB, F, H og 2H-9H. Betegnelserne B, F og H stammer fra engelsk black, firm og hard.
Farveblyanter fremstilles ved blanding af talkum, ler og kaolin med passende jordfarver og et bindemiddel. De gamle blækstifter, hvis skrift ikke let fjernedes, var tilsat methylviolet. Den pastaagtige farvemasse formales fint og presses til stifter, som tørres, men der glødes ikke. De tørrede stifter kan efterimprægneres med smeltet voks.

fyldepen
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
fyldepen, skriveredskab med et hult penneskaft, der kan fyldes op med blæk (idet fx en gummisæk fyldes), eller som indeholder en udskiftelig blækpatron. Pennen skal have en snæver åbning, der udvides, når man skriver, så blækket kan flyde ud. Blækket skal være lidt mere letflydende end dokumentblæk (se blæk). Pennen skal være af guld eller en ædelmetallegering, så den ikke ætses af blækket, og spidsen må være belagt med iridium eller et andet hårdt metal, så den kan modstå slid.
Det var ubekvemt at arbejde med blækhus og penneskaft med stålfjeder, så det var et fremskridt, da Lewis Edson Waterman (1837-1901) i New York i 1884 fremstillede den første praktisk anvendelige fyldepen. Tidligere var fyldepennen et statussymbol og som sådan fx en yndet konfirmationsgave med Pelikan, Parker og Mont Blanc som de kendteste mærker. Imidlertid kan også fyldepennen lække og er derfor næsten blevet udkonkurreret af kuglepennen til daglige brugsformål.
Se også skriveredskaber.
Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen: fyldepen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80941

griffel
Oprindelig forfatter KEng Seneste forfatter Redaktionen
griffel, stylus, skriveredskab. I antikken og middelalderen anvendte man metalgrifler til at skrive på vokstavler; senere er grifler af forholdsvis blødt skifer benyttet til skrift på skiferplader.
Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Engell: griffel i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85893

filtpen
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
filtpen, skriveredskab bestående af et hylster med et reservoir af blæk opsuget af et filtagtigt stof. Filtpennen blev udviklet i begyndelsen af 1950’erne i Japan fra filtskriveren, som benyttes til kraftige afmærkninger på emballage o.l., og som skriver med spidsen af filtet. Blækket er på vand-, sprit- eller petroleumsbasis, og opløsningsmidlet er ofte meget letfordampeligt. Farvestoffet fæstner også på fx glas og plast.
Filtpennen er baseret på de samme principper, men skriver med en fin blød spids i reglen af nylon. Skriften er således tyndere, og pennen er velegnet til kalligrafi. Blækket har højst varierende sammensætning. Et blæk til mærkning kan indeholde 2-15 % farvestoffer, 10 % butanol, 15 % methoxypropanol og 1 0% bindemidler, mens resten er ethanol.
Se også skriveredskaber.
Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen: filtpen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75971

radervand
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
radervand, væske, der bruges til at fjerne blækklatter eller -skrift. Der kan anvendes en svag opløsning af hypoklorit. Herefter skal resterende klor fjernes, hvilket kan gøres med en svag opløsning af thiosulfat.
H.J. Styhr Petersen: radervand i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148101

tusch
Oprindelig forfatter HJSP Seneste forfatter Redaktionen
tusch, sort farve, der fremstilles af sod eller kønrøg med lim, gummi arabicum, syntetisk harpiks e.l. som bindemiddel. Opslæmmet i vand anvendes tusch som skrive- og tegnemiddel og giver en glinsende sort streg, som efter tørring er meget holdbar. Tusch stammer fra oldtidens Kina, hvor det til i dag er blevet fremstillet som små stænger af fin lampesod og dyrelim.
Ordet tusch er en tilbagedannelse fra tysk verb. tuschen, af fransk toucher ‘lægge farve på’, egl. ‘berøre’.
Både i Kina og Japan har man dyrket tuschmaleri med forskellige valører af den sorte farve (se artiklerne om kunst under disse lande).
Tusch anvendes også populært om forskellige letflydende farver i filtpenne. Se også tuschpen og blæk.
Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen: tusch i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=234119

tuschpen
Oprindelig forfatter ASmi Seneste forfatter Redaktionen
tuschpen, skriveredskab, som har en tynd, blød spids af fx nylon, og som indeholder et reservoir af tyndtflydende, oftest farvet blæk på vand- eller spritbasis. Er blækket opsuget i et reservoir af filtlignende materiale, kaldes pennen også en filtpen.
Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Smith: tuschpen i Den Store Danske, Gyldendal. http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175325