4000 velklædte damer bor i Fredericia
DEL Af Kathrine Jensen , kajen@jfmedier.dk 22. februar 2018 kl. 08:15
Lise Rasmussen har skabet fyldt med dukker og kasser spækket med påklædningsdukker. Interessen går helt tilbage til barndommen, og for hende er det en vigtig del af kulturhistorien.
Fredericia: De er tykke og tynde, høje og lave. Enkelte har kort hår, størstedelen har bølget 60’er frisure. Fælles for dem alle er, at de er letpåklædte. Der er ikke meget sul på damerne – de er faktisk papirtynde.
56-årige Lise Rasmussen fra Fredericia har haft en livslang hobby – for hende er det ikke meget anderledes end at samle på frimærker. Hendes interesse for påklædningsdukker og almindelige dukker startede i de spæde barndomsår. Da var pengene små, og drømmen om en rigtig dukke fjern. Påklædningsdukkerne blev erstatningen, og hurtigt kastede en lille Lise Rasmussen sin kærlighed på de papirtynde damer. Hun klædte dem på, påsatte tilbehør og legede – som man nu gør med dukker.
– Papir var taknemmeligt, og vi tegnede også selv påklædningsdukker. Noget af det, jeg ønskede mig mest, var en Pusle-dukke, fortæller Lise Rasmussen fra Fredericia.
Leger du?
Et vitrineskab står på kontoret. Spækket til randen med Pusle- og Irma-dukker. Alle dukker er klædt i forskelligt tøj, en enkelt står stadig i den emballage, den ankom i. Accessories er placeret snorlige ved siden af dukkefødderne. Strømper, hatte og tasker. Rundt omkring i det hyggelige hus går interessen igen. Små bamser midt i et te-selskab på tallerkenrækken i køkkenet og en plakat med kikse-Marie på væggen. På stuebordet har Lise Rasmussen stillet an med påklædningsdukker i anledningen af avisens besøg. Selv anslår hun, at hun har omkring 4000 påklædningsdukker på matriklen.
Interessen har til tider trukket rynkede bryn og kærligt mobberi med sig.
“Leger du da med dem?” er hun blevet spurgte flere gange. Og nej, det gør hun ikke. Da døren til teenageårene åbnede sig, lukkede Lise Rasmussen en anden bag sig. Tiden med påklædningsdukkerne blev minimal og til sidst pakket væk. Men det var kun de bedste og pæneste, der blev gemt.
– Der blev sorteret med hård hånd, men jeg nænnede ikke at smide dem væk. Hvis nu jeg selv fik en datter, der kunne tænke sig at lege med dukker, som jeg gjorde, skulle de gemmes, fortæller hun.
Graver-arbejde
Da datteren fyldte otte år, besluttede Lise Rasmussen sig for, at tiden var inde til at præsentere datteren for de mange letpåklædte veninder, som moderen brugte et utal af timer i selskab med som barn.
– Da jeg åbnede en kasse… Jeg kunne bare ikke give hende dem. Det var min barndom dernede i kassen.
Lise Rasmussens datter legede kun kort med påklædningsdukkerne, og mens det for Lise Rasmussen havde været svært som teenager at sige på gensyn til de papirtynde veninder, blev det kun sværere, som tiden gik.
Mens damerne lå på loftet, pakket ned i deres genbrugsvenlige klædeskabe, blev Lise Rasmussens interesse på påklædningsdukker tændt igen i 2000. Her fik svigerinden en bog, “Pigedrømme”, og det var for fredericianeren et nostalgisk gensyn med påklædningsdukkerne.
– Det, der tænder en gnist i mig, er selve gravearbejdet. Jeg er blevet så god til det, at jeg i løbet af nul-komma-fem kan se, hvem der har tegnet en given dukke, og hvilket årti den hører til. Jeg kan simpelthen genkende streger og identificere. Det er fascinerende at dykke ned i historien på den måde.
Passion for dukker
Grave- eller detektivarbejdet, om man vil, går i grove træk ud på, at hun researcher på livet løs. For Lise Rasmussen er påklædningsdukkerne en del af kulturhistorien, og det interessante er eksempelvis at finde ud af, hvilket sæt tøj hører til hvilken dukke.
I Lise Rasmussens barndom fandtes der mange slags påklædningsdukker, og det er derfor et stort puslespil, der skal lægges.
– Men når man så finder den sidste brik, så er det så tilfredsstillende, fortæller hun grinende.
Det er tydeligt, at der er tale om en passion fremfor en hobby, når Lise Rasmussen fortæller. Øjnene bliver store og intense, hænderne flakker i takt med fortællingerne, og blikket farer rundt i stuen.
Efter 2000 fandt Lise Rasmussen ud af, at der fandtes mange ligesindede: Folk, der også interesserede sig for påklædningsdukkerne og kulturhistorien. Den tid bød på mange træf og byttemøder.
Selvom de mange tusinde påklædningsdamer langt fra bliver luftet dagligt, kan Lise Rasmussen ikke sige sig fri for at have en favorit.
– Det er de der smarte damer fra 50’erne og 60’erne, slår hun fast.
Nye dukker
Cirka 10 år efter Lise Rasmussens nostalgiske gensyn med påklædningsdukkerne, ændrede interessen fokus. De papirtynde damer blev byttet ud med dem, der havde lidt mere sul – omend sulet primært er luft, og huden ren gummi. Pusledukken.
I den grad blev hun skudt tilbage til barndommen.
– Men jeg kunne se på min familie, at de tænkte, “åh nej, skal du nu også til at samle på det?”
Det blik fik Lise Rasmussen til at lægge låg på den nytilkomne gnist. Men som hun selv siger, så har hun et samlergen, som også er lidt nørdet.
Om det var et uforløst ønske om at få en Pusle-dukke, der genaktiverede interesse-gnisten i hende, kan Lise Rasmussen kun gisne om.
– Jeg husker, at jeg havde et brændende ønske om at få en Pusle-dukke som barn, og lige præcis den slags dukke var uopnåelig.
Går på opdagelse
Ret hurtigt fik hun bygget en seriøs samling op, som i dag fylder et par hyldemeter. Et slag på tasken lyder, at der er et par hundrede dukker.
Faktisk tog det kun et halvt år, men derefter gik detektivarbejdet igen i gang: Hvor meget tøj findes der, hvor meget skal der til, for at samlingen er komplet, hvor mange forskellige dukker findes der. Spørgsmålene fik som sædvanlig Lise Rasmussen til at gå i krig med researchen.
– En Pusle-dukke er ikke bare én slags dukke. Der findes eksempelvis en Pippi-version og en mørk version – flere med forskellige udtryk, fortæller hun.
De fyldige dukker bruges også i perioder til en slags modelbilleder. Som da Lise Rasmussen vandt en konkurrence, som gik ud på at have det flotteste billede med Pusle-dukkerne, eller da hun udgav en julekalender kun med motiver af Pusle-dukker, der foretog sig julede ting, som at hente et juletræ eller at sætte risengrød på loftet til nissen.
– Men det er mere historien omkring dukkerne, der fanger mig. Det er som om at gå på opdagelse.