Sangen gjorde Kate til samler

                                      Sangen gjorde Kate til samler.

 

Kate Schous gamle sangkort hører til favoritterne. Det er postkort med sangtekster og et billede af kunstneren, som blev brugt, når man sendte en hilsen til hinanden. De ældste er fra 1915. Foto: Mikkel

Refrænsanger blev Kate Schou ikke. Til gengæld har hun i dag en stor samling gamle danske sangtekster af den populære slags, som ikke mange værner om.

Drømmene fejlede ikke noget, da Kate Schou var ung pige i Aarhus. Det gjorde sangstemmen heller ikke. Begge dele sendte hende fra den ene scene til den anden. I Tivoli Friheden. I Botanisk Have. I Aarhus-Hallen.

Kate samler på sangtekster. Helst gamle danske, og gerne fra populærgenren. Foto: Mikkel Jezequel

Længe før X Factor serverede tv-transmitteret næring til store stjernedrømme, gjorde de mange talentkonkurrencer det samme live. Både tilskuere og stjernefrø fulgte dem tæt. For mange blev det en hel livsstil.

Otte gange om året mødes samlerne i foreningen Skandia til byttemøder. Kate har mange dubletter. Desværre er der ikke så mange andre, der som hende samler på gamle sangtekster. Foto: Mikkel Jezequel

»Ugen efter at Birthe Kjær var blevet opdaget af Johnny Reimar på danserestauranten La Cabana i Aarhus, hørte jeg, at han ville være der igen. Dengang havde jeg en impressario, der hjalp mig til at komme rundt og optræde i Jylland, og han sagde; »så, Kate, nu skal vi af sted«.«

Johnny Reimar kom aldrig. Kate stillede op alligevel. Kun for at blive slået på målstregen af to drenge. Sådan var det hver gang, der var børn med. Uanset om de kunne synge eller ej, så vandt de som regel. Og drømmene løb ud i sandet sammen med et halvt løfte fra pladselskabet Triola om en pladekontrakt, når tiden var moden.

Men sangglæden kunne ingen tage fra hende.

»Mit liv har altid været sang. Jeg synger stadig hver dag. Herhjemme, eller når jeg kører bil. Så hører jeg radio og synger andenstemme til. Sådan har det altid været. Jeg kommer fra et hjem, hvor vi sang meget. Min far havde en stor samling 78’ere, og jeg lærte alle sangene udenad. Når vi så skulle i byen, sad jeg nede under bordet og sang for folk. Alle datidens populære sange. Rachel Rastenni, Grete Klitgaard, Birthe Wilke, Lørdagspigerne,« fortæller Kate, som for mange år siden flyttede fra fødebyen.

Først til Låsby, og siden til Ådum ved Tarm i Vestjylland. Langt fra storbyen Aarhus, som hun troede, hun ikke kunne undvære.

Den aktive amatør

Her er meget stille. Men stilheden bedrager.

For enden af grusvejen, der fører op til ejendommen, hvor Kate bor med to hunde Felix og Tyson og sin mand, som hun kalder Lille-Per, fordi han er to meter høj, er der nemlig gang i meget.

For nok har livet givet nogle knubs til Kate, som i dag er førtidspensionist i en alder af knap 63 år.

Nok blev pladekontrakten i stedet til en ansættelseskontrakt hos postvæsenet.

Og nok betød begge dele, at sangdrømmene måtte langtidsparkeres på amatørhylden. Men der kan de også bruges til mange ting.

Kate har sunget i kor. Hun har været med i utallige musikforestillinger og revyer. Hun har skrevet tekster, instrueret, sat op og gjort ved. Sammen med børn, unge og ældre.

»Da jeg fyldte 50, var der mange af mine gæster, der rejste sig og holdt tale. Men der var ikke en eneste, der havde en sang med. Ikke en eneste,« ler hun.

»De har jo nok vænnet sig til, at det altid har været mig, der har sørget for den slags. Jeg kan lide at få folk til at synge, for det bliver man i godt humør af. Det er lige meget, om det er fødselsdage, sølvbryllupsfester, revyer eller damefrokoster. Jeg har altid noget med i tasken.«

Sangen har også gjort hende til samler af stort set alt, der er forsynet med sangtekster.

Skal ikke i glemmebogen

»Det må gerne være nogle, jeg kan underholde folk med, men det er ikke det primære formål med at samle på dem. Jeg synes, sange er en kulturskat, vi skal bevare. De må ikke gå i glemmebogen. Det gælder ikke kun højskolesange og salmer, det gælder også de populære sange.«

Altid på udkig efter nogle gode tekster at synge, fik Kate Schou først øje på sangteksterne i de gamle ugeblade. Der havde de en naturlig plads sammen med stoffet om datidens stjerner.

For eksempel udkom Flittige Hænder, der i dag er blevet til Hendes Verden, og Ugebladet Tempo med sangtekster i mange år, og Kate Schou har efterhånden de fleste årgange.

»Jeg vil gerne have en komplet samling, men jeg mangler stadig nogle. Flest fra 1960. Når jeg køber bladene, er sangteksterne desværre tit taget ud. De helt gamle fra 1950erne og 1940erne har jeg«.

Samlingen indeholder også flere af de gamle skillingsviser, som med gotisk skrift fortæller lange historier om bloddryppende mordgåder og andet, der kan få pulsen i vejret. Samlehæfter, der i bedste Richs-stil, er begyndt med tomme felter, som siden er blevet fyldt med kort med sangtekster, som er fulgt med kaffekøb. Sangkort. Julesanghæfter. Og meget, meget mere. Ting, som Kate har fundet på loppemarkeder, på nettet eller har byttet sig til i Landsforeningen Skandia, en af landets største samlerforeninger, som har 70 års jubilæum til august.

Kærlighedsdrama på kort

Foreningen, som tæller flest mænd, de færreste under 40, holder otte byttemøder om året, og så er det om at hvæsse sine samlerinstinkter. Der bliver samlet på de mest utrolige ting. Som redaktør af foreningens blad støder Kate jævnligt på samleobjekter, der kan få selv en samler som hende til at tabe kæben:

»Flødelåg, for eksempel. Du ved, de der små låg, man trækker af en lille portionsfløde.«

Så giver sangtekster mere mening. Men Kates blik begynder at flakke, når hun bliver bedt om at udpege sine favoritter i den store samling. Det kan hun ikke.

»Jeg synes, at de gamle postkort med sange og revyviser og et billede af kunstneren er sjove. Der er ikke mange, der samler på dem. De ældste er fra 1915, og de blev lavet helt op til 1950erne. De er svære at få fat i. Det var helt tilfældigt, at jeg faldt over dem. I starten havde jeg 15-20 af dem. Hvis jeg ikke var kommet i samlerforeningen, havde jeg aldrig fundet ud af, at der var mange, mange flere af dem. I dag har jeg vel et par hundrede.«

Hun fisker et af dem ud af albummet, hvor hun har organiseret dem. »Sov Dukke Lise« synger hun, så naboerne ville have hørt det, hvis ikke der havde været så langt over til dem.

»Den kender du da. Det er en gammel revyvise, men det er der mange, der ikke ved. Det er ikke altid, jeg kender melodien, men så er der tit hjælp at hente på nettet.«

Nogle af kortene er forsynet med frimærker og sendt som en hilsen. At fordybe sig i dem er ikke det ringeste tidsfordriv.

Hvilket drama kan der ikke ligge bag Knuds kærligste hilsener til Sonja, som for mange år siden blev sendt med sirlig skrift på et kort med en sangtekst, der lyder sådan her: »Du kysser min mund, men hvor er dit hjerte…«

Kates liv blev ikke det, hun drømte om som 18-årig. Men derfor kan det godt være blevet bedre.

»Det er jo ikke til at vide, hvordan det var gået, hvis jeg havde fået en sangkarriere,« tænker hun højt.

Når hun en gang ikke er mere, skal hendes samling tilfalde Sang- og visecentret i Odense. Kulturværdien er stor, men den økonomiske værdi er begrænset. Og der er ingen i familien, der interesserer sig for at overtage eller udvide den.

Den er ellers stor, familien.

»Fire børn, seks børnebørn, snart syv, og et enkelt oldebarn,« fortæller Kate.

Der kan Birthe Kjær ikke være med.

Set i Aarhus stiftstidende 17 jul. 2013 kl. 13:06 Pia Richter (piri@jfmedier.dk)

Se også alle de ting Kate samler på  :http://www.schou-design.dk  

Hvis du har nogle sanghæfter du vil af med,  kan du kontakte Kate på axelinesen@live.dk